|
Artikel i Horsens Folkeblad den 08.12.2006 om borderline - samt Borderlineforeningens artikel d.15.12.06 skrevet af Henriette Nielsen og Jesper Kirk .... LÆS DEN HERUNDER! På bagsiden af Horsens Folkeblad den 08.12.2006 blev der bragt en artikel, om Borderline. Avisen kan købes online for 10,- kr. på www.horsensfolkeblad.dk. - og den 15. december bragte de denne artikel skrevet af Henriette Nielsen og Jesper Kirk - Borderlineforeningen.... LÆS DEN HERUNDER! PS: Vi hører gerne om artikler i blade og aviser, da vi jo ikke kan holde øje med ALT - men artikel-duoen er ALTID klar med et svar herfra! For jo mere fokus der kommer på psykiske lidelser og borderline da specielt herfra, jo mindre tabu og berøringsangst vil man da møde! 
"Da journalisten "glemte" at informere mig om datoen for artiklen, fik jeg ikke linket til den. Derfor skrives artiklen hermed ind direkte fra avisen. Artiklen var vores svar på en artikel, der ugen forinden var på bagsiden af Horsens Folkeblad, hvor en håndfuld journalister besøgte et Bosted i Horsens´ opland. Og bl.a. interview´ede en ung pige med diagnosen; BORDERLINE!" Jesper Kirk
Flere og flere lever med Borderline
Af Jesper Kirk og Henriette Nielsen, Borderlineforeningen.
I Borderlineforeningen er vi glade for at se den åbenhed, der udvises i Horsens Folkeblad fredag d. 8. december, hvor fem journalister og en fotograf ar fået lov at tilbringe en uge på OK-centret Enghaven i Søvind. Åbenhed kan netop være med til at aflive myter og fordomme om psykisk syge og psykisk sygdom. Og vi synes, det er modigt og flot af en beboer at stille sig frem og fortælle så åbent om sin sindslidelse. Borderline. I en Faktaboks beskrives Borderline som en ny diagnose. Dette er ikke helt korrekt. Diagnosen er i IDC10-diagnosesystemet brugt i DK siden 1992 og betegnes helt korrekt F-60.31, Emotionel Ustabil Personlighedsforstyrrelse af Borderlinekarakter. Det har således været en brugt diagnose i 14 år. Tidligere blev vi diagnosticeret som grænsepsykotiske, da lidelsen placerer sig mellem det psykotiske og det neurotiske. Det kan være en ekstremt invaliderende sindslidelse, som der ikke findes en helbredende medicin for. Den (eneste) og bedste behandling er JEG-støttende terapi i adskillige år. Hvilket desværre ikke findes mange steder i landet. Det er en diagnose, der rammer flere og flere. Skønsmæssigt 2-3 % af befolkningen. Dvs. 100-150.000 mennesker! Vi vil lade psykiatrien beskrive Borderline med kliniske termer. Vi, som lever med den hver eneste dag, oplever den som en yderst smertefuld tilstand af indre spændinger præget af følelsesmæssige impulser. Hvor vi fra dag til dag, time til time og endda minut til minut kan svinge mellem ønsket om at leve eller dø. Vi er ofte præget af et enormt indre kaos, angst, depressive tanker og et stort selvhad. Kort sagt har vi så mange emotionelle svingninger, at vi ikke kan rumme det. Derfor er nogle af os selvskadende. I Faktaboksen påstås det, at "Borderline er en personlighedsforstyrrelse, der kan gøre det svært at rumme ens svære følelser. For at undgå de ting, der gør ondt, bliver man selvskadende." Dette er ikke korrekt. Det er ikke ALLE personer med en Borderline-diagnose, der er eller bliver selvskadende. Og vi er kede af, at det bliver fremstillet så generelt i artiklen. Ligeledes slås det fast, at man kan reagere" meget aggressivt". Også det er en sandhed med modifikationer, da mange med denne lidelse ikke handler aggressivt. Man hverken KAN eller SKAL generalisere! Som sagt rammer denne diagnose flere og flere. Derfor er vi glade for og stolte over, at vi dannede Borderlineforeningen sidste år. (www.borderlineforeningen.dk). Vi har medlemmer fra hele landet, der dagligt bruger vores hjemmeside og vores Forum til at søge råd og svar, støtte og hjælpe hinanden. På kun et år har vi fået 13.928 indlæg om vores liv og hverdag med Borderline. Men vi vil gerne have flere medlemmer, og derfor vil vi gerne invitere alle interesserede, pårørende, ansatte og personer med Borderline-diagnosen ind på vores side. Vi har mange aktiviteter på vores Forum. Vi har en selvskadekategori, hvor medlemmer hjælper og støtter hinanden i at komme væk fra de frygtelige impulser om at skade sig selv. Vi hjælper hinanden i sociale sager og med at få etableret og startet en behandling. Vi er i gang med at starte lokale netværk op, og vi håber, at vi i det nye år kan starte en telefonlinie til personer med Borderline. Desuden arrangerer vi foredrag, oplæg og temadage, ofte sammen med en psykiater (bl.a. d. 13. februar i Aalborg). Vi er glade for at se den åbenhed, der demonstreres i Horsens Folkeblad. Og vi håber, at vi med denne artikel kan bidrage til endnu større åbenhed. |