Denne artikel indeholder fakta om personlighedsforstyrrelse. Originalen kan ses her:

http://www.laegemagasinet.dk/C1256E92003FBA0F/(internet_articlesArch)/02-05-5

Der er udført en lang række studier, både tvillinge- og adoptionsstudier, til at belyse den relative betydning af arv og miljø for forskellige personlighedstræk. De mange studier over normale personlighedstræk kan sammenfattes på denne måde (tabel 4).

Det er næppe overraskende, at genetiske faktorer spiller en stor rolle, men måske at arvelighedsskønnene er så høje. At personligheden er under indflydelse af mange gener, og at fællesmiljøfaktorer ikke spiller så stor en rolle som ofte hævdet kan forklare, at søskende ofte er ret forskellige, selv om de er opvokset i samme miljø. Mest chokerende er det måske, at indflydelse af visse genetiske faktorer øges med alderen. Man ville have forventet, at de aftog, efterhånden som man fik mere livserfaringen gennem indlæring livet i gennem. Men det er primært holdninger og værdier, der afspejler social indlæring (socialisation), ikke de grundliggende personlighedstræk, med det forbehold som utilstrækkelig forskning på mange områder trods alt betinger.

I studier af specifikke personlighedstræk ved personlighedsforstyrrelse af borderline type har man fundet væsentlig genetisk indflydelse.

I mange studier har man også fundet en vis sammenhæng mellem variationer af specifikke gener og personlighedstræk, men de fleste fund er ikke klart reproduceret. Teoretisk interessant er naturligvis fund, der peger på sammenhæng mellem individuelle temperamentsdimensioner og gener, som koder for processer i den synaptiske transmission i hjernen, der benytter serotonin og dopamin som neurotransmitter. Forholdet mellem serotonerg og dopaminerg neurotransmission spiller således en væsentlig rolle for forholdet mellem neuroticisme og ekstroversion.

Det er en gammel klinisk iagttagelse, at hjerneskader af frontale regioner kan føre til personlighedsafvigelse. En klassisk beskrivelse er Phineas Gages sygdomsforløb, efter at han i 1868 fik en jernstang ind i frontalregionen ved en sprængningsulykke. Han overlevede, havde ikke lammelser, men blev svært personlighedsforandret.
Det er ikke overraskende, da netop frontal lobus er meget veludviklet hos mennesket sammenlignet med aber, og at der derfor er grund til at tro, at den spiller en væsentlig rolle for de specifikke menneskelige psykiske funktioner. Der er til frontallappen knyttet en række vigtige psykologiske funktioner: eksekutive funktioner (dvs. planlægning og styring af handlinger), opmærksomhed, arbejdshukommelse, sprog, emotioner og selvoplevelse, og man har nu kendskab til mange af neuronale systemer bag disse vigtige psykologiske funktioner. Det er overordnede og koordinerende kognitive, men også emotionelle funktioner, der kendetegner personligheden.

Amygdala (figur 1) spiller en rolle for betingning af emotionelle processer som frygt. Ved brug af moderne skanningsmetoder har man også påvist aktivering af amygdala, når individet udsættes for trussel- og angstprovokerende stimuli. Amygdala er særlig følsom over for angstudtryk af truende art. Gennem den tætte forbindelse mellem frontale områder, især de orbitofrontale og amygdala, kan man tale om et særligt system, der varetager den emotionelle regulering af bevidsthedsindhold (figur 1). I dette system indgår også menneskets aggressionsforvaltning.

Det kan udtrykkes på den måde, at balancen mellem kognitive (frontale) og emotionelle (subkortikale) områder betinger i hvilken grad, et bevidsthedsindhold er intellektuelt eller emotionelt farvet. Amygdala har i øvrigt forbindelse både til hippokampus, der varetager hukommelsesmæssige forhold og til hypothalamiske områder og dermed til det autonome nervesystem og overordnede hormonelle centre, der indgår i organismens stressreaktion

Ved brug af billeddannede metoder har man fundet nedsat frontal aktivering hos nogle dyssociale personer. Det kan tolkes på den måde, at der er mangelfuld frontal hæmning af emotionelle tilskyndelser af aggressiv art. Parallelt hermed er der påvist ændringer i serotonerg neurotransmission, og det postuleres derfor, at det er en neurokemisk ubalance i serotoninsystem, der disponerer til impulsiv og aggressiv adfærd. Der er også meddelelser om en ca. 10% reduktion af gråsubstans i præfrontale områder, som kunne være en medvirkende forklaring til den mangelfulde frontale hæmmende virkning i det regulerende system for emotioner.

Et andet karakteristisk træk ved de nævnte personlighedstyper, især den dyssociale, er den mangelfuldt udviklede empati. I nogle studier har man observeret et andet aktiveringsmønster, når forsøgspersonerne blev udsat for stimuli, der normalt udløser følelser af empati. Hos de karakterafvigende ses ikke samme aktivering i amygdala som hos normale, men i andre hjerneområder, der ikke indgår i det neuronale system for emotionel regulering. Disse undersøgelser kan tolkes således, at de personlighedsafvigende præges af kognitive snarere end emotionelle reaktioner. Dette kan forklare, at de pågældende har sværere ved at udvise empati, fordi deres oplevelse ikke farves særligt emotionelt. Andre menneskers lidelser gør ringe indtryk.
Det er enkelte studier, der skal reproduceres, før man kan generalisere resultaterne, men de illustrerer de nye tilgange til studiet af sammenhæng mellem psykologiske og biologiske forhold, som moderne hjerneforskning muliggør. Der er derfor store forventninger hertil.

Personlighedsafvigelser afspejler dysfunktioner af kognitive, emotionelle og motivationelle forhold og deres indbyrdes relation. Det psykobiologiske grundlag er blevet bedre afklaret i de senere år, men selv om man endnu kun har begrænset viden herom, er der dog blevet større mulighed for at kunne tilbyde rationel behandling. Moderne behandling omfatter både psykoterapi og psykofarmakologisk behandling. Behandling af personlighedsforstyrrelser er langvarig og ofte vanskelig.

Der indgår en række komponenter så som rådgivning og information omkring roller, forventninger, adfærd, sequelae, psykoedukation og kognitiv adfærdsterapi

Rådgivning og psykoedukation fokuserer på de kognitive aspekter for herigennem at fremme frontale funktioner og sikre bedre kontrol af handlingsimpulser. Der indgår vigtige elementer af indlæring, således at hensigtsmæssig problemløsning og adfærdsstilpasning fremmes.

Ved kognitiv adfærdsterapi indgår de samme elementer, men på en mere fokuseret måde. Man kan fx optræne evnen til at modstå kraftige emotionelt farvede handlingstilskyndelser. Man kan også fokusere på oplæring af evnen til at opleve og udvise empati. Forenklet udtrykt kan psykoterapi betragtes som forsøg på at reetablere et mere normalt udviklingsforløb under socialiseringsprocessen og dermed højere grad af personlighedsmæssig modenhed.

Behandlingen skal naturligvis nøje tilpasses den specifikke personlighedsforstyrrelse.

Som det fremgår, er der et vist holdepunkt for, at de kendte neurotransmittersystemer også er dysfunktionelle ved personlighedsforstyrrelser, og de er relativt tidligt anvendt i behandlingen, således at der efterhånden foreligger flere kontrollerede effektstudier.

Antidepressiva og antipsykotika er grundigst undersøgt, og stofferne har virkning over for en række symptomer ved personlighedsforstyrrelser, herunder den emotionelle dyskontrol og den svækkede impulskontrol, som er centrale forstyrrelser ved dyssociale og borderline personlighedsafvigelser. Såkaldt to-sporet behandling, dvs. kombination af et antipsykotikum og et antidepressivum, har fundet stor klinisk anvendelse, men værdien heraf er i kontrollerede studier ikke fundet væsentlig større end effekten af stofferne hver for sig. Antidepressiva bruges som førstevalgs præparater ved en lang række angstlidelser, som ofte ses hos personer med dependent personlighedsstruktur.

Den neuropsykiatriske udforskning af personlighedsforstyrrelser er i sin vorden trods den stærkt øgede forskningsaktivitet i de senere år med brug af nye metoder og teorier baseret på den moderne hjerneforsknings tværvidenskabelige tilgang. Trods mange interessante resultater bør man være varsom med at generalisere for tidligt. Hertil er selve området for komplekst. Et øget kendskab til de basale personlighedsdimensioners psykobiologiske grundlag er nødvendigt for at kunne udvikle nye behandlingsmetoder, både af psykologisk og farmakologisk art, og som har den effektivitet, der idag efterlyses. Erkendelsesmæssigt er forskningsområder særligt fascinerende ved at give sig i kast med det klassiske filosofiske problem omkring forholdet mellem psyke og soma, ikke mindst filosofiske problemer om determinisme versus fri vilje.