LAP har følgende kommentar dertil udsendt i nyhedsbrev:

citat:

Elektrochok ødelægger tænderne

Brud på reglerne

Tvang: Det skal være frivilligt at modtage elektrochok.

Borderlineforeningens forum:

Erfaring/ syn på ECT?

Med afstemning omkring syn på ECT + personlig historie om ECT: 

Hej Derinde

Tak for jeres stemmer, jeg kan se at ECT virker afskrækkende på mange og forstår det så udemærket, specielt efter at man har set film som Gøgereden og derfor ønsker jeg nu at fortælle min historie.

Jeg var også rædselslagen da jeg fik det tilbudt. Både min ex og jeg skulle tage stilling til om jeg ønskede det, fordi jeg var virkelig langt nede og havde rigtig mange selvmordstanker og kaos indeni, som jeg ikke kunne dele med nogen... Jeg var så langt ude at jeg havde fast vagt på 24 timer i døgnet på intensiv afdelingen pga. psykoser og selvmordsforsøg. Desuden ville jeg så komme mig hurtigere end med medicin, som jeg også fik, så jeg hurtigt kunne komme hjem til min søn, der ikke var så gammel.

Jeg accepterede, men var stadig nervøs. På dette hospital foregik det i kælderen og jeg måtte ikke spise eller drikke inden, da jeg skulle i fuld narkose. Jeg fik også taget de nødvendige prøver inden. Og om morgenen blev jeg fulgt nedenunder, hvor jeg skulle sidde med varmepuder på hænderne i venteværelset, for at de nemmere kunne finde årer at stikke i. Jeg kom ind og blev placeret på en seng, der var frygtelig mange mennesker derinde i det lille rum og en masse teknik. Jeg blev hurtigt lagt i narkose, som smagte af løg, under en senere behandling så jeg bide-dimsen man får i munden for ikke at bide i tungen, samt de mange elektroder, til både at holde øje med hjerterytmen og til selve chock- stimulationen.

Mærkeligt nok var narkosen en befrielse for mig - ET ØJEBLIKS FRED, hvor jeg bare ikke var til stede og det føles som om ingen tid var gået før end jeg vågnede op på en anden stue, hos min kontaktperson, som havde været der hele tiden, men med en frygtelig hovedpine. Hvorefter jeg atter gik op på afdelingen, fik hovedpinepiller, lidt at spise og i seng..

Jeg oplevede ikke megen chokdemens (hukommelsestab). Dog har jeg sidenhen erfaret ikke at kunne huske de nye mennesker jeg snakkede med på afdelingen og faktisk heller ikke kunne huske meget fra denne min første indlæggelse, men det er langsomt kommet tilbage igen. MEN det var virkelig afskrækkende at møde mennesker som kendte mig fra min indlæggelse, men som jeg ikke kunne huske, samt at møde op igen dernede anden gang "from skratch one". Der er stadig ting jeg ikke kan huske fra den første indlæggelse, men jeg har læst journalen og talt med folk, som hjalp hukommelsen lidt tilbage igen, men det kunne lige så godt være fordi jeg havde det så skidt at jeg ikke kan huske alting. For mine tanker invaliderede mig totalt.

Under anden indlæggelse knap et år senere blev det igen diskuteret om jeg igen skulle have ECT, men frarådet, da jeg ikke havde nogen specielt god eller længerevirkende effekt af det, om end det havde hjulpet hurtigere, var det ikke nogen mirakelkur, og jeg kom mig ikke helt, pga de mange andre problematikker jeg havde, som jeg var startet på at bearbejde i psykoterapi. Desuden ville psykoterapien blive alt for påvirket af det og jeg ville derfor ikke kunne fortsætte den imens. Så jeg måtte tage den lange seje vej til helbredelse, og da min ex samtidig smed mig ud kom denne indlæggelse til at være over et år, med megen tumult, ubærlige følelser, en frygtelig forladthedsdepression og frygt for at stå alene efter at have mistet alt. Værst af alt sønnen, som jo ikke kunne bo hos mig, pga min situation.

Jeg er ikke bange for ECT. MEN selvfølgelig vil jeg helst udværre det pga bivirkningerne, men der er jo også bivirkninger ved medicinen, som er mindst lige så slemme, og for de som SKAL komme sig hurtigere pga selvmordsriscikoen, og de som ikke kan tåle medicinen er det en udemærket behandling, fordi bivirkningerne med hukommelsen ikke er permenente og derfor til at leve med. ECT er i hvert fald slet ikke så afskrækkende som det lyder som om, og man mærker det jo ikke i narkose. Det bliver ikke gjort i vågen tilstand som i Gøgereden.

Der er måske nok huller i hukommelsen fra min første indlæggelse, men i dag fejler den ikke noget og jeg er i dag i gang med at læse videre og faktisk er jeg måske bedre til at huske og lære udenad end jeg før var.
I hvert fald mere engageret end i mine unge dage, hvor også selvmordstankerne dominerede mig alt for meget.

Så endnu engang tak for jeres stemmer og håber at min historie kan hjælpe de som var meget afskrækkede for behandling med ECT, for det er altså ikke så slemt som det lyder.

Jeg er af den mening at viden kan afhjælpe mange fordomme omkring det at være psykisk syg og omkring den behandling vi modtager. Det kan dog være svært selv at give for meget af sig selv til andre, så de bliver chokerede, hvor man derfor må veje situationen an først og give i små mængder. Derfor er ECT normalt ikke noget jeg snakker om, da jeg ved det kan afskrække mange.

Det er dog nemmere at være bange for noget man ikke ved hvad er, ligesom fugleinfluenzaen, men med viden kan man se mere realistisk på det og overveje det mere konstruktivt, hvis det nogensinde skulle blive nødvendigt for enten en selv eller nogen man kender, og så er det knap så afskrækkende!!!

Det håber jeg min historie kan hjælpe bare én med, så har det været det værd at fortælle den...

Qnuz

"Kwaheri"

- som betyder farvel på swahili og det var hvad jeg sagde til livet i mange år!!!

+ Netpsykiater ordbog om ECT - elektrochok her:

Elektrochok:  ECT-behandling, benyttes især til at behandle meget alvorlige depressioner. Man mærker ikke selve behandlingen, som foregår under fuld narkose. Det der sker i hjernen, når man får elektrochok, er at alle hjernecellerne på én gang depolariseres, dvs. at de udsender en nerveimpuls.
Elektrochok er den hurtigste og mest effektive behandling mod meget alvorlig depression.

Netdoktor- læs artikel her: Hvad er elektrochok?

Hvad er elektrochok af Poul Videbech, psykiater